Mælkebøttebørn

Også bien nyder mælkebøtterne i vores have.

Lige et lille indlæg, der absolut intet har med mad at gøre... Det er tankestrejf og lidt stof til eftertanke.

Udtrykket mælkebøttebørn stødte jeg første gang på, da jeg læste på seminariet. Det er et, på samme tid, både skræmmende og fascinerende udtryk, som jeg tænker på hvert år, når de første mælkebøtter titter frem.

Det er et udtryk, der bliver brugt om alle de mange børn i verden, som trods de hårdeste og sværeste betingelser her i livet, alligevel kæmper sig op, og blomstrer til noget sundt og godt i vores samfund. Helt på samme måde, som vores dejlige og smukke mælkebøtter, der jo er totalt ligeglade med, om der så ligger et ton af asfalt over dem. Findes der den mindste chance, den mindste revne, så skal de også nok komme op til overfladen. Og der, der blomstrer de så, med hele sin pragt og skønhed.
Til trods for den store vilje til at bryde frem, vil disse børn hele livet skulle kæmpe hårdt, for at kunne være i denne verden. De oplever megen modgang, helt fra starten af livet - men de har en evne og en styrke til at bryde det negative mønster, de er opvokset med.

Det er nu ikke kun dette der gør, at jeg ikke straks fjerner enhver mælkebøtte i vores have. Jeg syntes de har den flotteste farve - og så er det et dejligt tegn på lysere og varmere tider.