lørdag den 9. juli 2011

Muffins med æg, bacon og tomat


Nu er det vist ved at være tid til et nyt indlæg her på bloggen. Der har været så meget det sidste stykke tid, så det er ikke tid, der har været mest af. Jeg har bl.a. haft mine store niecer på ferie i nogle dage, og der har tiden været dedikeret til dem. Men der kommer et indlæg senere, hvor jeg har lovet dem, at jeg vil skrive om den dejlige jordbærtærte vi lavede.

I dag fik vi en form for brunch. Det er ikke så ofte, vi får lavet brunch, og derfor er det lidt mere lækkert, når det endelig er. Jeg syntes tit vores weekender er fyldt op med planer, hvor vi så snupper noget nemt - enten fordi vi skal noget, eller fordi vi bare sover længe - og så ikke rigtig gider stå og stege og gøre ved. Og at jeg arbejder hver anden weekend, sætter jo også sine grænser. Men i dag skulle Søren forkæles lidt. Han havde brug for at sove lidt længe, og i morgen må han selv smøre sin ostemad, da jeg skal på job i 16 timer.


Æggene blev lavet lidt anderledes, end de scrambled eggs vi plejer at få, og æg og bacon blev lavet sammen i ovnen i en muffins form. En velsmagende og nem måde at gøre det lidt anderledes på. I bunden af hver muffin, blev der lagt en skive tomat. og så kunne det stå i ovnen, mens jeg ristede lidt pølser og smurte en franskbrød. 

Beklæd hullerne i formen med en skive bacon og kom en skive tomat i bunden

Hullerne fyldes med den sammenpiskede æggemasse

Færdigbagte, faste og gylden i overfladen

Færdigbagte og lækre muffins - skønt brunch tilbehør

Muffins med æg, bacon og tomat

Ovnen forvarmes til 180 grader (jeg brugte varmluft)

5 æg
Lidt madlavningsfløde (4 %)
Salt og friskkværnet peber
6 skiver sliced bacon
6 skiver tomat

Hvert af hullerne i din muffins form beklædes med en skive bacon. Der ligges en skive tomat i bunden af hvert af hullerne i formen. Det skal helst være rimelig store tomater, så bunden bliver helt dækket.
Æggene piskes sammen med lidt madlavningsfløde, og der krydres godt med salt og peber.
Æggemassen fordeles i hullerne - de skal ikke fyldes helt op, da det hæver lidt under bagningen.


Bages i den forvarmede ovn i ca. 20 min, til massen er fast og overfladen er gylden.

Ingen kommentarer: