Af en eller anden grund, har vi op til flere svinemørbrad i fryseren for tiden. Jeg tror det kommer sig af, at man nede i Brugsen ofte kan købe dem ferske i pakker, hvor de er pakket tre sammen. Når jeg så har smidt to i fryseren - og derefter glemt at handle ind til aften, og igen køber tre, så er der pludselig fire i fryseren. Men det gør bestemt ikke noget, for det er et dejligt stykke kød, som kan tilberedes på mange måder. Denne gang blev mørbraden delt på midten og fyldt med æbletern, bacon og ovntørrede tomater. Dertil fik vi nye kartofler og kantarelsauce.
Jeg er vild med kantareller, og lige nu er de jo til at komme til for penge. Det er en helt anden måde at få sauce med svampe i, end det er, når der laves med alm. champignon. For det første er smagen jo helt anderledes - men også konsistencen er markant anderledes. Jeg er altså vild med den sauce!!
Jeg har ikke nogle egentlige mål til saucen, men forsøg dig frem, og se hvor meget, der skal tilsættes for at opnå den lækre cremede konsistens.
Det eneste minus der er ved kantarellerne er, at de er lidt besværlige at rengøre. Egentlig må der jo ikke komme vand på dem, og de skal blot børstes let med en blød børste. Jeg syntes bare, det er umuligt at få alt jord og andet skidt væk med børsten alene. Derfor rengør jeg dem først med børste. Derefter kommer de forsigtigt i en skål med koldt vand, til lige at tage det sidste skidt. Herefter får de lov at ligge på et rent viskestykke lidt tid, inden de skal bruges. Jeg syntes det fungerer fint, og selv om kantareller er skrøbelige, kan de godt holde til det, hvis blot man er forsigtig.
De nye kartofler er bare skyllet godt, og de få mærker der var på nogle af dem er skåret væk. Jeg syntes det er en skam at skrabe de fine nye kartofler, og der sidder jo så meget godt i den tynde skræl. Så herhjemme bliver de som sagt bare gjort godt rene.
Æbleterne og bacon steges på en tør pande, og herefter vendes de hakkede tomater i |
Når mørbraden er klargjort fordeles fyldet, hvorefter den snørres godt sammen |
Det færdige resultat - mums... |
Fyldt svinemørbrad
1 stor svinemørbrad
1 stort æble i små tern
100 g bacon i tern
30 g ovntørrede tomater eller soltørrede tomater i olie, klippet i små tern
Salt og friskkværnet peber
Rist baconternene på en tør pande, og rist til sidst æbleternene med. Vend de ovntørrede tomater i. Lad blandingen køle af, og forbered imens kødet.
Svinemørbraden pudses af for fedt og sener. Der laves et snit i midten, og der skæres igennem - ikke helt igennem, men så dybt, at du får et bredt og fladt stykke kød.
Placer en frysepose over kødet, og bank med det nederste af håndfladen, så kødet bliver lige tykt over det hele. Fjern fryseposen og fordel bacon, æble og tomat over midten af kødet.
Mørbraden snørres med bommuldssnor - og hvis man som jeg ikke er så dygtig til det, kan enderne evt. lukkes med en kødnål eller tandstik.
Brun mørbraden godt på alle sider i smør på en stegepande, og steger videre i ovnen ved 160 grader i ca. 30 minutter. Lad mørbraden hvile tildækket i ca. 15 minutter inden udskæring
Kantarelsauce
300 - 400 g kantareller
1 stort løg
Ca. 2 dl. kraftig grøntsagsboullion
Ca. 2 dl. madlavningsfløde
Smør til stegning
Salt og friskkværnet peber
Kantarellerne rengøres grundigt og skæres i mundrette stykker.
Det finthakket løg svitses på panden i smør, til de er gyldne og bløde. Tilsæt herefter kantarellerne, og lad dem svitse med, til de begynder at tage lidt farve. Kryder med salt og friskkværnet peber.
Kom halvdelen af boullionen ved, og lad det koge lidt ind. Tilsæt herefter madlavningsfløde, og lad det koge igennem. Ikke for længe, da det gør kantarellerne kedelige og seje. Spæd evt. op med mere boullion, og smag den færdige sauce til med salt og peber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar