onsdag den 29. juni 2011

Rabarber-jordbærsaft


I dag er der blevet produceret rabarber-jordbærsaft.
Vores jordbærplanter giver rigtig mange bær i år, og jeg er efterhånden ved at have nogle poser i fryseren, plus der er lavet tre liter jordbær is. Det kommer der et indlæg om senere. 
Jeg syntes det er lidt ærgeligt, at alle de dejlige jordbær skal ende i fryseren, og derfor blev det til en omgang saft. Rabarberne er hentet i min storesøsters have, da de er så heldige at have rigtig mange af dem. Så der må en flaske saft eller to ud til dem som tak.

Hvor sød man vil have saften, er jo meget forskelligt. Prøv dig derfor frem, og smag til under vejs. Jeg har brugt mindre, end opskriften sagde, da jeg ellers syntes den blev for sød.

Der er flere forskellige måder at gemme saften på. Uden nogen form for konservering, kan saften holde sig i kort tid i køleskabet i en lufttæt beholder. Det er også muligt at konservere saften med Atamon, og på den måde have saften til at stå længe i køleskabet. En anden mulighed er, at man kun beholder den saft, man ved man kan drikke på kort tid, i køleskabet. Resten fryses med i flasker eller poser, og kan derefter tages op, når det skal bruges. På den måde undgår man konserveringen, og har samtidig saft i lang tid. Hvilken metode der benyttes er op til den enkelte.

Jeg har ikke en saftpose, så jeg ofrede et viskestykke. Jeg lagde det blot ned i et dørslag, som jeg satte over en gryde - det fungerer ganske udemærket.


Jeg fik lidt mere end 3½ liter koncentreret saft ud af den her portion. Så der er mere end rigeligt. Men der er sikkert nogle, der gerne aftager en flaske eller to :)

Rabarber-jordbærsaft

2 kg rabarber
750 g jordbær
40 g citronsyre
2 flækkede vaniliestænger
1½ liter vand 
2 kg rørsukker




Rens rabarber stilkene, og skær dem i skiver. Nip jordbærene og halver dem.


Jordbær og rabarber kommes i en stor gryde sammen med citronsyre og de flækkede vaniliestænger.
Lad det koge op, skru ned, og lad det koge i ca. 20 min.



Herefter beklædes en si eller et dørslag med et stykke rent stof, og saften sies. Det kan svare sig at have lidt tålmodighed, så alt saften får lov at løbe fra.




Den siede saft bringes igen i kog. Sukker tilsættes, og der røres rundt indtil al sukkeret er opløst.
Saften tages fra varmen og skummes af.

Hvis du vil tilsætte Atamon til din saft, er det nu, det skal gøres.


Saften hældes nu i rengjorte, skoldede patentflasker som evt. er skyllet i Atamon. Flaskerne lukkes mens saften stadig er varm.

tirsdag den 28. juni 2011

Pasta med kylling, grønt og ostesauce

I går fik vi en pastaret med kylling. Der er ikke en egentlig opskrift til det, da det blev lavet ud fra, hvad der gemte sig i køleskabet - særligt i grøntsagsskuffen.
Ind imellem er der en hel del grønt, der skal bruges til et eller andet. Pasta og kylling er en taknemmelig sammensætning i det tilfælde, for her kan man komme godt fra det, næsten lige meget hvilken grøntsager man bruger. Der var også en pakke bacontern, der skulle bruges, og jeg fandet et lille stykke lagret cheddar ost, der også kom i retten. Der kom lidt ovntørrede tomater i også, og jeg brugte lidt af olien fra glasset med tomaterne, da jeg skulle stege grøntsagerne. 
Jeg halverede blomme tomaterne, pressede kernerne ud, og tilsatte kernerne til den færdige ret for at få sødmen fra kernerne med i saucen.


Pasta med kylling, grønt og ostesauce

Pasta penne
Kyllingebrystfilet
Bacon i tern
Lidt ost i tern

Madlavningsfløde (4%)
Ovntørrede tomater, i strimler
Friske blomme tomater, uden kerner og i strimler
Hvide champignon, i kvarte
Forårsløg, skåret i mindre stykker
Grønne asparges, skåret i mindre stykker
Sukker ærter, skåret i mindre stykker
Ærter fra frost
1 rød chili uden kerner, finthakket
Hvidløg, finthakket
Frisk basilikum, hakket 



Baconternene steges på en tør pande. Når baconen er stegt, tages det af panden, og du lader lidt af fedtstoffet blive i panden. Heri steges finthakket hvidløg og chili kort. Kyllingebryst i tern steges herefter sammen med hvidløg og chili. Når kyllingen er gennemstegt, tages det af panden.

Der kommes lidt olie på panden, og champignon skåret i kvarte tilsættes. Krydres med lidt salt og friskkværnet peber. Lad champignon stege til de har taget lidt farve, og til de er faldet lidt sammen. Tages herefter af panden. Hvis der er meget væde på panden, hældes det fra.
Forårsløg, sukkerærter og grønne asparges (alle skåret ud i mindre stykker) ristes godt af på panden. Krydres med lidt salt og friskkværnet peber. De ovntørrede tomater i strimler og friske blomme tomater (halveret og uden kerner) i strimler tilsættes, og steges med i kort tid.
Bacon, kylling og champignon tilsættes. Der hældes en smule madlavningsfløde ved, og retten varmes til den små koger. Der tilsættes ost og ærter fra frost samt kernerne fra blomme tomaterne. Retten småsimre, til osten er smeltet.

Serveres med pasta og brød. Drysses rundhåndet med hakket basilikum.

lørdag den 25. juni 2011

Grillet majskolber og blomkålssalat

Så har vi haft gang i grillen igen. Eneste "krav" til menuen var, at Søren ønskede sig grillede majskolber - noget vi gerne skal have en del gange i løbet af sommeren. De smager jo skønt, og selv om det er lidt noget snasket noget at sidde med, så er det hyggeligt at sidde og gnave i hver sin majs :)
I dag gjorde det heller ikke så meget, at det grisede lidt. Vi fik nemlig spareribs til. Jeg faldt over et tilbud på spareribs fra Jensens, og det er nogle gode ben med masser af kød på. Søren spædede marinaden op med lidt BBQ sauce vi havde på flaske, flydende honning, røget paprika og brun farin. Det gav en rigtig god smag.


Majskolberne smøres med lidt smør og der drysses med groft salt. De pakkes ind, hver for sig, i et dobbelt lag stanniol, ligges på grillen (ikke direkte over kullene), og så skal de bare ligge og hygge sig under låg i en lille time.
Når de skal spises, kan der evt. smøres med lidt ekstra smør og drysses med en smule salt.
Jeg vil foreslå, at I har en ren våd klud inden for rækkevide, når der både spises majs og spareribs. Sikke nogle klistrede fingre vi fik.

Vi fik som sagt en lækker blomkålssalat til.


Jeg lavede salaten af små blomkålsbuketter, tynde skiver radisser, tynde skiver rødløg, tranebær med jordbærsmag og nogle hakkede ovntørrede tomater (dem jeg lavede i går) - opskriften på tomaterne kan I se her. Inden servering vendte jeg salaten med en dressing. Den blev lavet på creme fraiche og et brev dressing pulver fra Knor - pulver blandingen hed "sommer" og havde en dejlig frisk smag af dild.

Ang. de tørrede tranebær med jordbær smag. De smager helt fantastisk. Hvad de gør ved dem, for at give dem smagen af jordbær, det ved jeg ikke - men jeg kan sagtens sidde og guffe sådan en halv pose på ingen tid. De er købt i Brugsen, og de hænger sammen med en masse andre poser med nødder, blandinger til salat osv.

fredag den 24. juni 2011

Ovntørrede tomater


Der er rigtig meget, der smager så meget bedre, hvis man laver det selv. Og ovntørrede tomater er ingen undtagelse. Skulle man købe dem, ville de jo hedde soltørrede tomater, men da vores klima ikke lige er til det, er alternativet at bruge ovnen. 
Jeg syntes de soltørrede tomater man kan købe, ofte er lidt seje i det, og de er meget neutrale i smagen. Jeg foretrækker derfor klart den hjemmelavede, hvor valget af krydderi er ens eget, og hvor man kan give dem lige den konsistens man syntes om. I dag er der også et rimeligt udvalg af tomater hele året, så det er bare at gå i gang. Forberedelsen er overskuelig, og når de først er i ovnen, er det bare om at nyde duften - for det dufter så dejligt.
Jeg bruger en del krydderi, men det er helt op til dig, hvad du vil bruge. Jeg kan bare godt lide, at de smager af noget. Men er du mere til det neutrale, kan du fint nøjes med at krydre med salt og peber.
Jeg har brugt  nogle små økologiske blommetomater, og jeg har ladet kernerne sidde, da jeg godt kan lide den sødme kernerne giver - men du kan sagtens skrabe kernerne ud, så tager det heller ikke så lang tid at tørre dem. Vælger du store tomater, kan det være en fordel at tage kernerne ud, da det ellers vil tage rigtig lang tid.
Når der er krydderi ved, bliver der den skønneste krydderolie, som kan bruges til at stege i, lave marinader af osv. Hvilket jo er rigtig godt her i grill tiden.

Når de står i glasset med olie i køleskabet, vil jeg tro, de kan holde sig en måneds tid. Vores kommer sikkert ikke til at stå så længe. Jeg har en plan om, at jeg skal bruge nogle i nogle boller i næste uge, der skal bruges nogle i salat, og resten skal jeg nok finde et formål med.
Flotte, faste blomme tomater

Der er blevet krydret, og lidt god olivenolie er dryppet over

Efter ca. 4 ½ timer, med en skøn duft fra ovnen, er tomaterne nu klar til at komme på glas

Resultatet - indbydende at se på, og med en skøn krydret smag

Ovntørrede tomater
Ovnen forvarmes til 11o grader


Tomater, modne og faste
Hvidløg
Frisk timian
Herbes de provense krydderi
Salt og friskkværnet peber
Muscovadosukker
Olivenolie af god kvalitet

Tomaterne skylles godt, den nederste del af tomaten (der hvor stilken har siddet) skæres fra, og tomaterne deles på langs.
De halve tomater ligges med skæresiden opad på en bageplade beklædt med bagepapir. 
Der ligges en tynd skive hvidløg på hver tomat, krydres med lidt salt, lidt peber og lidt Herbes de provense krydderi. Der ligges lidt friske timian stilke over tomaterne, og der drysses med en lille smule sukker, så tomaterne bliver karamaliseret under tørringen. Til sidst hældes der lidt olivenolie over tomaterne.

De skal stå i ovnen i ca. 4 - 6 timer, alt efter hvordan din ovn varmer. Mine fik lidt mere en 4 timer, og så var de klar. De er færdige, når de har en læder agtig konsistens, og der ikke længere er en flydende masse i midten. Men hold godt øje med dem, da der er forskel på, hvordan en ovn varmer. De må ikke blive mørke, så skal der skrues ned for varmen.

Når tomaterne er kølet af, kommer du dem i et glas med låg, og der hældes en olivenolie af god kvalitet over. Opbevares i køleskabet.

Mørbrad i fad


Det var ved at være længe siden, vi sidst har fået ris til vores aftensmad. Så jeg havde lovet Søren, at det var det vi skulle have i aftes. Han havde så også set, at der var en svinemørbrad i fryseren, så han kom hurtigt med et forslag til, hvad den skulle bruges til. Og sådan blev det :)
Mørbrad i fad er jo ganske klassisk, og min måde at lave det på er ikke så meget anderledes end de flestes, tror jeg ikke. Det er lidt forskelligt, hvad der kommer i af grøntsager - det kommer an på, hvad vi lige har på lager. Denne her gang blev det friske grønne asparges og champignon. Saucen er lavet af en dåse hakkede tomater med basilikum og noget madlavningsfløde. Jeg bruger stort set aldrig alm. fløde i madlavningen, da der er så gode alternativer, der har meget mindre fedtindhold. Jeg er begyndt at bruge "Milda", der kun har 4% fedt. Og ja, jeg ved det stort set ikke har noget med fløde at gøre, men det giver den samme lækre og cremede konsistens, og jeg kan personligt ikke smage, der er en stor forskel i varme retter. I desserter og til alm pisket fløde bruger jeg stadig alm. fløde. Jeg ved man kan købe et alternativ til piskning fra "Cremfine", men jeg har aldrig prøvet det.
Jeg prøver at snige noget grønt ind, til de fleste af vores aftensmåltider. Mange gange bliver det en alm. grøn salat, men jeg vil gerne blive bedre til at variere det lidt. Tror mit næste projekt må være, at jeg skal blive mere kreativ med grøntsagerne.









Mørbradbøfferne er brunet af, og bacon stegt

Svitset løg, hvidløg, asparges og champignon fordeles over mørbrad og bacon

"Milda" madlavningsfløde og hakkede tomater mixet godt sammen med paprika, salt og peber - og til sidst fordelt, så det dækker retten helt

Så er der mad...
Mørbrad i fad

Ovnen forvarmes til 200 grader

1 stk. svinemørbrad
Bacon i skiver
1 løg, hakket
2 - 3 fed hvidløg, finthakket
Ca. 250 g champignon i tynde skiver
Asparges i skiver
Flåede hakkede tomater
Madlavningsfløde
Paprika
Salt og friskkværnet peber



Svinemørbraden pudses fri for fedt og sener. Skæres i skiver af ca. 4 cm. De udskårne stykker presses let flade med håndfladen, og krydres med salt og friskkværnet peber.

Baconen skæres i skiver, og steges på en pande uden fedtstof. Når baconen er færdig, tages det af panden. Her kan du enten vælge at tage en anden pande, til at stege mørbraden på - eller stege i lidt af det fedt der er fra baconen. Jeg valgte det sidste, for at give lidt ekstra smag til retten. Mørbraden brunes godt af, og ligges herefter i bunden af et ildfast fad. Hen over fordeles baconstykkerne.
Det hakkede løg svitses på panden i lidt fedtstof, de skal ikke tage farve - blot blive gyldne og blanke. Det hakkede hvidløg tilsættes, og der svitses kort tid. Herefter fordeles det i fadet.
Asparges skåret i ca. 2 cm. stykker svitses let på panden. Krydres med salt og friskkværnet peber - fordeles i fadet.
De skiveskåret champignon ristes på en tør pande, til de er gylden brune, og det meste af væde er fordampet. Krydres med salt og friskkværnet peber.
Madlavningsfløde, hakkede tomater, paprika, salt og friskkværnet peber blandes godt i en skål, og heldes herefter over retten. Det skal helst dække helt.


Efter ca. 45 min i ovnen er retten færdig og klar til servering.

Serveres med ris og salat eller andet grønt.

torsdag den 23. juni 2011

Æggekage bagt i ovn


Når nu jeg er blevet "hønemor", er jeg nød til at finde nogle måder at få brugt de æg på, der meget snart begynder at komme. Derfor blev jeg den anden dag enig med mig selv om, at jeg ville forsøge mig med æggekage. Jeg har en gang tidligere prøvet at lave det, og der blev det egentlig ikke særlig godt. Den her gang ville jeg så prøve at lave det noget lignende den måde, jeg husker min mor altid har lavet den på. Største bump på vejen var så, at jeg kom i tanke om det, da jeg stod nede i Rema kl. 15 - ca. samme tid som min mor møder på arbejde. Jeg kunne altså ikke ringe til hende, og spørge hvordan jeg skulle gøre. Men så er det jo, at google er ens bedste ven. Og ganske rigtigt, de havde et utal af forslag.
Jeg husker min mor pisker æggehviderne for sig, og derefter vender dem i blommerne, så det var en opskrift noget lignende den, jeg ledte efter - og fandt... Jeg syntes resultatet blev rigtig godt - luftigt og lækkert.
Jeg valgte at lave den i ovnen i et ovnfast fad, da den eneste pande jeg har, der har den rette størrelse, og samtidig kan gå i ovnen, ikke er den bedste. Jeg burde måske egentlig kassere den, da jeg har problemer med, at maden sidder fast i bunden. Det problem har jeg haft, siden jeg købte den. Egentlig en temlig dyr pande fra Scanpan - men ikke noget jeg vil anbefale andre. Deres gryder er rigtig gode, men panderne har jeg ingen god erfarring med. Men resultatet blev også fint i et fad i ovnen.
Den hævede rigtig meget, og jeg blev en smule nervøs for, om den ville holde sig inden for fadet. Det gjorde den - den hævede bare rigtig meget opad. Jeg måtte give den ca. 20 min. mere i ovnen, end der stod i opskriften. Om det er fordi jeg brugte et fad, der ikke var stort nok, det ved jeg ikke. Men da de 20. min. var gået, lagde jeg stanniol over, så det ikke blev alt for mørkt på toppen, og resultatet blev i sidste ende fint.
Det er egentlig lidt pudsigt, at jeg i dag rigtig godt kan lide æggekage. Da jeg var barn, kunne jeg ikke spise det. Jeg kunne generelt slet ikke lide æg. Da jeg blev lidt ældre, kunne jeg begynde at spise hviderne, når æget var hårdkogt. Nu vil jeg gerne have æg. Men de skal som minimum være "smilende". Jeg kan stadig ikke spise et blødkogt æg.

Æggehviderne er pisket

Og blommerne pisket med mel, salt, peber og mælk

Æggemasser og blommer er forsigtigt vendt sammen og hældt over i et smurt ovnfast fad

Hævet og flot - og meget nær den min mor hun laver - med den forskel, at hun steger den på en pande på komfuret.


Æggekage bagt i ovn

Forvarm ovnen til 200 grader

4 dl mælk - der stod sødmælk, men jeg brugte minimælk, og det fungerede fint
8 æg
2 tsk. salt
2 spsk. hvedemel
1 tsk. peber

Bacon i skiver
Purløg til pynt
Tomater til pynt
Fuldkornsrugbrød

Bacon steges på en pande, til det er sprødt og gyldent. Ligges herefter på en tallerken med køkkenrulle, så det kan suge det overskydende fedt.

Æggeblommer og hvider deles, så de er for sig i to store skåle.
Hviderne piskes med mixer, til de er stive. Blommerne piskes i den anden skål sammen med mælk, mel, salt og peber. Blommer og hvider vendes forsigtigt sammen. Der må endelig ikke piskes, da hviderne så falder sammen, og man får ikke den luftige koncistens i æggekagen.
Hvis du har en stegepande, der kan gå i ovnen, kan du nu sørge for, der er fedtstof i bunden af den, og hælde æggemassen i. Hvis du som jeg ikke har det, kan du smøre et ovnfast fad, stille det i ovnen i få minutter, så det er gennemvarmt, tage det ud og hælde æggemassen i. Du skal bare være opmærksom på, at det hæver meget, så fadet skal være rigeligt stort.
Bag i ovnen i ca. 20 min.

Serveres med tomat, finthakket purløg og frisk fuldkornsrugbrød.

lørdag den 18. juni 2011

Macaroni and cheese med krydret kylling


Jeg elsker ost!! Både i rå form og ikke mindst smeltet. Og med denne her ret får jeg al den ost jeg kan drømme om. Den ville få bund karakterer i en konkurrence om ernæringsmæssigt korrekt mad, og de der tæller kalorier, skal slet ikke tænke på at lave retten. Jeg vælger dog at slå kalorietælleren fra, når jeg en sjælden gang laver retten - for ellers ville min samvittighed ikke kunne rumme, at jeg overhovedet gik igang.
Vi får meget sjældent mac and cheese Mest af alt fordi det er alt for fed mad at spise for tit, men også fordi Søren ikke helt deler min passion for smeltet ost. Han kan godt lide det, men han syntes vist, at det også kan blive for meget af det gode :) Der skal dog også siges, at jeg ikke har behov for en ekstra portion. Det ligger en god bund - men det smager helt fantastisk.
Der skal creme fraiche i saucen, men det glemte jeg fuldstændig. Retten er stadig rigtig god uden, men det giver saucen en mere glat konsistens, så det bør ikke undlades. I den oprindelige opskrift står der, at man skal bruge stegt kyllingebryst. Jeg havde en pose hele kyllingelår i fryseren og brugte i stedet tre stk. af dem. Jeg kogte dem i en time, og pillede herefter kødet af.

Løg, hvidløg, bladselleri og kylling vendt i hot sauce.

Den forkogte pasta, skyllet i koldt vand og afdryppet.

Der fordeles lidt af ostesaucen over ca. halvdelen af pastaen.

Kyllingen fordeles.

Den sidste del af pastaen er fordelt sammen med ostesaucen og rasp / oste / persille-blandingen toppes på retten.

Sprød og lækker efter ca. 35 min. i ovnen.


Macaroni and cheese med krydret kylling (4-6 pers.)

500 g pasta kogt al dente og afdryppet (jeg brugte pasta-spiraler)
1 løg, finthakket
3 stilke bladselleri, finthakket
3 kyllingebrystfileter, stegt, en rest kylling eller tre kogte, hele kyllingelår.
3-4 fed hvidløg, knust og finthakket
ca. 0,6 dl hot sauce (eller efter smag), eller nogle "dryp" tabasco
2 spsk. mel
2 tsk. Colemann's sennepspulver
5 dl mælk - helst sød- eller letmælk
ca. 2 håndfulde revet mozzarellaost
ca. 2 håndfulde revet, orange cheddar
ca. 1 dl hvid, lagret cheddar, i små tern
1½ dl creme fraiche 38%
2 + 2 spsk. smør, smeltet
2½ dl rasp 
4 spsk. bredbladet persille, finthakket 
1,2 dl blåskimmelost, smuldret
salt, friskkværnet peber
Forvarm ovnen til 175 grader og smør et stort, ovnfast fad.

Hvis der ikke bruges en rest kylling, så krydr kyllingefileterne med salt og friskkværnet peber og steg dem i lidt olie, til de er gennemstegte, eller kog kyllingelår i ca. 1 time i saltet vand.. Riv kødet fra hinanden eller skær det i mindre stykker.

Smelt lidt smør i en pande og sauter løg og bladselleri, til det begynder at blive lidt blød og gennemsigtig, men det skal ikke tage farve. Tilsæt kylling og hvidløg og lad det stege med i et par minutter, krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld hot saucen ved - smag på det - så det ikke bliver for stærkt! Lad saucen koge lidt ind, så det bliver lidt tykkere. Har du ikke hot sauce, kan du alternativt bruge nogle "dryp" tabasco. Men vær forsigtig - det bliver nemt ALT for stærkt = uspiselig!!

Smelt 2 spsk. smør i en gryde, rør sennepspulver og mel ud i det med et piskeris. Hæld mælken i lidt efter lidt, lad det koge igennem så det bliver tykkere og rør i det hele tiden. Nu skal du skifte piskeriset ud med en træ grydeske. Kom osten i og lad det varme igennem, rør i det hele tiden. Rør tilsidst creme fraichen i, så ostesaucen er helt glat. Smag sovsen til med lidt hot sauce / tabasco, salt og friskkværnet peber.

Fordel halvdelen af den forkogte  pasta i bunden af det letsmurte fad. Fordel en lille smule af ostesovsen udover. Bred kyllingeblandingen ud over og så den sidste halvdel af den kogte pasta. Fordel ostesaucen ud over og vend lidt rundt i det med en gaffel. Glat det lidt ud igen, så det bliver jævnt. 

Smelt 2 spsk. smør i en gryde og tilsæt finthakket persille, rasp og smuldret blåskimmelost. Fordel blandingen ovenpå ostesaucen. Sæt det i ovnen i 30-40 minutter, til det er boblende og gyldent. Lad det stå i ca. 10 minutter efter det er taget ud af ovnen og inden det serveres.