I dag er der blevet produceret rabarber-jordbærsaft.
Vores jordbærplanter giver rigtig mange bær i år, og jeg er efterhånden ved at have nogle poser i fryseren, plus der er lavet tre liter jordbær is. Det kommer der et indlæg om senere.
Jeg syntes det er lidt ærgeligt, at alle de dejlige jordbær skal ende i fryseren, og derfor blev det til en omgang saft. Rabarberne er hentet i min storesøsters have, da de er så heldige at have rigtig mange af dem. Så der må en flaske saft eller to ud til dem som tak.
Hvor sød man vil have saften, er jo meget forskelligt. Prøv dig derfor frem, og smag til under vejs. Jeg har brugt mindre, end opskriften sagde, da jeg ellers syntes den blev for sød.
Der er flere forskellige måder at gemme saften på. Uden nogen form for konservering, kan saften holde sig i kort tid i køleskabet i en lufttæt beholder. Det er også muligt at konservere saften med Atamon, og på den måde have saften til at stå længe i køleskabet. En anden mulighed er, at man kun beholder den saft, man ved man kan drikke på kort tid, i køleskabet. Resten fryses med i flasker eller poser, og kan derefter tages op, når det skal bruges. På den måde undgår man konserveringen, og har samtidig saft i lang tid. Hvilken metode der benyttes er op til den enkelte.
Jeg har ikke en saftpose, så jeg ofrede et viskestykke. Jeg lagde det blot ned i et dørslag, som jeg satte over en gryde - det fungerer ganske udemærket.
Jeg fik lidt mere end 3½ liter koncentreret saft ud af den her portion. Så der er mere end rigeligt. Men der er sikkert nogle, der gerne aftager en flaske eller to :)
Rabarber-jordbærsaft
2 kg rabarber
750 g jordbær
40 g citronsyre
2 flækkede vaniliestænger
1½ liter vand
2 kg rørsukker
Rens rabarber stilkene, og skær dem i skiver. Nip jordbærene og halver dem.
Jordbær og rabarber kommes i en stor gryde sammen med citronsyre og de flækkede vaniliestænger.
Lad det koge op, skru ned, og lad det koge i ca. 20 min.
Herefter beklædes en si eller et dørslag med et stykke rent stof, og saften sies. Det kan svare sig at have lidt tålmodighed, så alt saften får lov at løbe fra.
Den siede saft bringes igen i kog. Sukker tilsættes, og der røres rundt indtil al sukkeret er opløst.
Saften tages fra varmen og skummes af.
Hvis du vil tilsætte Atamon til din saft, er det nu, det skal gøres.
Saften hældes nu i rengjorte, skoldede patentflasker som evt. er skyllet i Atamon. Flaskerne lukkes mens saften stadig er varm.