onsdag den 13. juli 2011

Foccacia med tomat, rosmarin og salt


Til maden den anden dag bagte jeg et lækkert foccacia brød med tomater, rosmarin og groft salt. Det blev rigtigt lækkert. Luftigt inden i og sprød udenpå.
Der kan jo krydres og tilsættes fyld helt efter egen smag. Personligt kan jeg rigtig godt lide oliven i brød, men da Søren ikke spiser oliven, valgte jeg tomaterne, som jo også er med til at give en blød og lækker konsistens. Det var egentlig meningen, at jeg ville have cherrytomater i brødet, men det kunne jeg ikke få, der hvor jeg handlede ind. I stedet fandt jeg nogle brillant tomater, som er lidt mindre end cherrytomater. Rosmarinen havde jeg til at stå i køkkenet, og det blev derfor den krydderurt, der blev valgt. Men der er som sagt masser af andre muligheder. Der kan drysses med friskrevet parmesan ost, løg i tynde skiver, feta ost, hvidløg osv. Bare prøv dig frem med de ting du kan lide. Brødet smager også fint blot med salt.
Foretrækker du portionsstørrelser, kan der med fordel laves små flade boller i stedet. Jeg foretrækker dog det store brød, hvor man enten kan rive de stykker af, som man vil have eller skære passende stykker ud.
Jeg bagte brødet i et firkantet ildfast fad, og ellers er en lille bradepande også fin til det.
Dejen er let at arbejde med, og det er en nem og hurtig måde at pifte aftensmaden op på.

Dejen har hævet første gang og er blevet fordel i fadet

De små brillant tomater er trykket ned i dejen, rosmarin fordelt og god olivenolie penslet på

Færdigbagt og virkelig lækkert

Foccacia med tomat, rosmarin og salt

25 g gær
3 dl lunkent vand
½ tsk salt
½ tsk sukker
2-3 spsk olivenolie
150 g durumhvede
300 g hvedemel

Små tomater (cherrytomater eller som her brillant tomater), rosmarin, groft salt og ekstra olivenolie til pensling af brødet.

Gæren opløses i det lunkne vand. Salt, sukker og olivenolie tilsættes. Tilsæt herefter begge meltyper.
Dejen æltes godt, til den er smidig og blank. Stilles herefter lunt og tildækket og hæver 1 time.
Når dejen har hævet, æltes den let igennem. Fadet beklædes med bagepapir, og dejen trykkes ud, så den passer i fadets bund.
Tryk tomaterne ned i dejen, fordel rosmarin over dejen og pensel til sidst med olivenolie.
Dæk fadet til, og lad brødet efterhæve i 30 min. Varm imens ovnen op til 250 grader.
Når brødet har hævet drysses med salt, og det bages i midten af ovnen i 15 - 20 min.

Når brødet tages ud, kan det evt. pensles igen med en smule olivenolie.

Brødet tages op af fadet, bagepapiret fjernes og brødet køles af på en bagerist.

tirsdag den 12. juli 2011

Jordbærtærte - niecernes mesterværk


Vi har haft mine to store niecer på ferie i sidste uge.
Når de er på ferie eller weekend hos os, er det nærmest blevet en tradition, at der skal laves noget lækkert til at hygge med - og denne gang var ingen undtagelse.
De er VILDE med jordbær, og det første de gjorde, da de ankom var, at de styrtede ud i haven, og plukkede så mange bær de kunne finde. De blev så spist den første aften sammen med en omgang hjemmelavet jordbær is, jeg havde i fryseren.
Da det var ved at være småt med bær i vores have, valgte vi at gå ned i byen og købe nogle dagen efter, da vi havde aftalt, at vi skulle lave en lækker jordbærtærte, som vi skulle hygge med, når Søren kom hjem. Så kunne de bær, der nærmede sig at blive røde, få lov at sidde en dag mere og blive spist senere.
Tærten blev rigtig lækker, og pigerne fik den pyntet rigtig fint. De lavede det hele selv, og var super dygtige til det. Vi fik lige rigeligt med chokolade på bunden (og det var fasterens fejl, da det var mig, der sagde hvor meget de skulle smelte), men ellers en rigtig dejlig tærte.
Næste gang den skal laves, tror jeg, at jeg vil bruge lidt mindre kagecreme, og i stedet blande lidt flødeskum i, så den bliver lidt mere luftig.


Den færdigbagte tærtebund med marcipan

Chokoladen smeltes og fordeles på den helt kolde bund
Kagecremen fordeles, når chokoladen er størknet helt
Fint pyntet med halve jordbær og svær at modstå :)

Jordbærtærte


Marcipanmasse:
50 g smør
50 g marcipan
50 g sukker
2 æg

Smørdej:
125 g smør
125 g mel
25 g flormelis
Kornene fra ½ stang vanille

Kagecreme:
3 æggeblommer
3 spsk. sukker
Kornene fra 1½ stang vanille
½ liter mælk
1-2 spsk. Maizena

Marcipanmasse:
Ingredienserne blandes til en jævn masse. Stilles til side.

Smørdej:
Ingredienserne blandes, samles til en dej og stilles koldt.
Når dejen er kold, rulles den ud, så den passer til tærteformen - alternativt kan du bare trykke den ud i formen med fingrene, det synes jeg er nemmere. Kom marcipanmassen over den ubagte dej.

Bages i forvarmet ovn ved 200 grader i 15-20 minutter.

Kagecreme:
Tag lidt af mælken fra og kom Maizena i. Røres sammen med en teske.
Æggeblommer, sukker, vanille og mælk kommes i en gryde og koges op. Tilsæt Maizena-blandingen lidt efter lidt, til konsistensen er passende. Cremen koges igennem et par minutter.
Rør i cremen hele tiden, da den ellers brænder på.
Sæt cremen på køl, og lad den blive helt kold.

Kom smeltet chokolade (vi brugte 70%) - på den afkølede tærtebund og vent til det er størknet. Kom så cremen på den kolde bund og pynt med halve jordbær.

lørdag den 9. juli 2011

Muffins med æg, bacon og tomat


Nu er det vist ved at være tid til et nyt indlæg her på bloggen. Der har været så meget det sidste stykke tid, så det er ikke tid, der har været mest af. Jeg har bl.a. haft mine store niecer på ferie i nogle dage, og der har tiden været dedikeret til dem. Men der kommer et indlæg senere, hvor jeg har lovet dem, at jeg vil skrive om den dejlige jordbærtærte vi lavede.

I dag fik vi en form for brunch. Det er ikke så ofte, vi får lavet brunch, og derfor er det lidt mere lækkert, når det endelig er. Jeg syntes tit vores weekender er fyldt op med planer, hvor vi så snupper noget nemt - enten fordi vi skal noget, eller fordi vi bare sover længe - og så ikke rigtig gider stå og stege og gøre ved. Og at jeg arbejder hver anden weekend, sætter jo også sine grænser. Men i dag skulle Søren forkæles lidt. Han havde brug for at sove lidt længe, og i morgen må han selv smøre sin ostemad, da jeg skal på job i 16 timer.


Æggene blev lavet lidt anderledes, end de scrambled eggs vi plejer at få, og æg og bacon blev lavet sammen i ovnen i en muffins form. En velsmagende og nem måde at gøre det lidt anderledes på. I bunden af hver muffin, blev der lagt en skive tomat. og så kunne det stå i ovnen, mens jeg ristede lidt pølser og smurte en franskbrød. 

Beklæd hullerne i formen med en skive bacon og kom en skive tomat i bunden

Hullerne fyldes med den sammenpiskede æggemasse

Færdigbagte, faste og gylden i overfladen

Færdigbagte og lækre muffins - skønt brunch tilbehør

Muffins med æg, bacon og tomat

Ovnen forvarmes til 180 grader (jeg brugte varmluft)

5 æg
Lidt madlavningsfløde (4 %)
Salt og friskkværnet peber
6 skiver sliced bacon
6 skiver tomat

Hvert af hullerne i din muffins form beklædes med en skive bacon. Der ligges en skive tomat i bunden af hvert af hullerne i formen. Det skal helst være rimelig store tomater, så bunden bliver helt dækket.
Æggene piskes sammen med lidt madlavningsfløde, og der krydres godt med salt og peber.
Æggemassen fordeles i hullerne - de skal ikke fyldes helt op, da det hæver lidt under bagningen.


Bages i den forvarmede ovn i ca. 20 min, til massen er fast og overfladen er gylden.

onsdag den 29. juni 2011

Rabarber-jordbærsaft


I dag er der blevet produceret rabarber-jordbærsaft.
Vores jordbærplanter giver rigtig mange bær i år, og jeg er efterhånden ved at have nogle poser i fryseren, plus der er lavet tre liter jordbær is. Det kommer der et indlæg om senere. 
Jeg syntes det er lidt ærgeligt, at alle de dejlige jordbær skal ende i fryseren, og derfor blev det til en omgang saft. Rabarberne er hentet i min storesøsters have, da de er så heldige at have rigtig mange af dem. Så der må en flaske saft eller to ud til dem som tak.

Hvor sød man vil have saften, er jo meget forskelligt. Prøv dig derfor frem, og smag til under vejs. Jeg har brugt mindre, end opskriften sagde, da jeg ellers syntes den blev for sød.

Der er flere forskellige måder at gemme saften på. Uden nogen form for konservering, kan saften holde sig i kort tid i køleskabet i en lufttæt beholder. Det er også muligt at konservere saften med Atamon, og på den måde have saften til at stå længe i køleskabet. En anden mulighed er, at man kun beholder den saft, man ved man kan drikke på kort tid, i køleskabet. Resten fryses med i flasker eller poser, og kan derefter tages op, når det skal bruges. På den måde undgår man konserveringen, og har samtidig saft i lang tid. Hvilken metode der benyttes er op til den enkelte.

Jeg har ikke en saftpose, så jeg ofrede et viskestykke. Jeg lagde det blot ned i et dørslag, som jeg satte over en gryde - det fungerer ganske udemærket.


Jeg fik lidt mere end 3½ liter koncentreret saft ud af den her portion. Så der er mere end rigeligt. Men der er sikkert nogle, der gerne aftager en flaske eller to :)

Rabarber-jordbærsaft

2 kg rabarber
750 g jordbær
40 g citronsyre
2 flækkede vaniliestænger
1½ liter vand 
2 kg rørsukker




Rens rabarber stilkene, og skær dem i skiver. Nip jordbærene og halver dem.


Jordbær og rabarber kommes i en stor gryde sammen med citronsyre og de flækkede vaniliestænger.
Lad det koge op, skru ned, og lad det koge i ca. 20 min.



Herefter beklædes en si eller et dørslag med et stykke rent stof, og saften sies. Det kan svare sig at have lidt tålmodighed, så alt saften får lov at løbe fra.




Den siede saft bringes igen i kog. Sukker tilsættes, og der røres rundt indtil al sukkeret er opløst.
Saften tages fra varmen og skummes af.

Hvis du vil tilsætte Atamon til din saft, er det nu, det skal gøres.


Saften hældes nu i rengjorte, skoldede patentflasker som evt. er skyllet i Atamon. Flaskerne lukkes mens saften stadig er varm.

tirsdag den 28. juni 2011

Pasta med kylling, grønt og ostesauce

I går fik vi en pastaret med kylling. Der er ikke en egentlig opskrift til det, da det blev lavet ud fra, hvad der gemte sig i køleskabet - særligt i grøntsagsskuffen.
Ind imellem er der en hel del grønt, der skal bruges til et eller andet. Pasta og kylling er en taknemmelig sammensætning i det tilfælde, for her kan man komme godt fra det, næsten lige meget hvilken grøntsager man bruger. Der var også en pakke bacontern, der skulle bruges, og jeg fandet et lille stykke lagret cheddar ost, der også kom i retten. Der kom lidt ovntørrede tomater i også, og jeg brugte lidt af olien fra glasset med tomaterne, da jeg skulle stege grøntsagerne. 
Jeg halverede blomme tomaterne, pressede kernerne ud, og tilsatte kernerne til den færdige ret for at få sødmen fra kernerne med i saucen.


Pasta med kylling, grønt og ostesauce

Pasta penne
Kyllingebrystfilet
Bacon i tern
Lidt ost i tern

Madlavningsfløde (4%)
Ovntørrede tomater, i strimler
Friske blomme tomater, uden kerner og i strimler
Hvide champignon, i kvarte
Forårsløg, skåret i mindre stykker
Grønne asparges, skåret i mindre stykker
Sukker ærter, skåret i mindre stykker
Ærter fra frost
1 rød chili uden kerner, finthakket
Hvidløg, finthakket
Frisk basilikum, hakket 



Baconternene steges på en tør pande. Når baconen er stegt, tages det af panden, og du lader lidt af fedtstoffet blive i panden. Heri steges finthakket hvidløg og chili kort. Kyllingebryst i tern steges herefter sammen med hvidløg og chili. Når kyllingen er gennemstegt, tages det af panden.

Der kommes lidt olie på panden, og champignon skåret i kvarte tilsættes. Krydres med lidt salt og friskkværnet peber. Lad champignon stege til de har taget lidt farve, og til de er faldet lidt sammen. Tages herefter af panden. Hvis der er meget væde på panden, hældes det fra.
Forårsløg, sukkerærter og grønne asparges (alle skåret ud i mindre stykker) ristes godt af på panden. Krydres med lidt salt og friskkværnet peber. De ovntørrede tomater i strimler og friske blomme tomater (halveret og uden kerner) i strimler tilsættes, og steges med i kort tid.
Bacon, kylling og champignon tilsættes. Der hældes en smule madlavningsfløde ved, og retten varmes til den små koger. Der tilsættes ost og ærter fra frost samt kernerne fra blomme tomaterne. Retten småsimre, til osten er smeltet.

Serveres med pasta og brød. Drysses rundhåndet med hakket basilikum.

lørdag den 25. juni 2011

Grillet majskolber og blomkålssalat

Så har vi haft gang i grillen igen. Eneste "krav" til menuen var, at Søren ønskede sig grillede majskolber - noget vi gerne skal have en del gange i løbet af sommeren. De smager jo skønt, og selv om det er lidt noget snasket noget at sidde med, så er det hyggeligt at sidde og gnave i hver sin majs :)
I dag gjorde det heller ikke så meget, at det grisede lidt. Vi fik nemlig spareribs til. Jeg faldt over et tilbud på spareribs fra Jensens, og det er nogle gode ben med masser af kød på. Søren spædede marinaden op med lidt BBQ sauce vi havde på flaske, flydende honning, røget paprika og brun farin. Det gav en rigtig god smag.


Majskolberne smøres med lidt smør og der drysses med groft salt. De pakkes ind, hver for sig, i et dobbelt lag stanniol, ligges på grillen (ikke direkte over kullene), og så skal de bare ligge og hygge sig under låg i en lille time.
Når de skal spises, kan der evt. smøres med lidt ekstra smør og drysses med en smule salt.
Jeg vil foreslå, at I har en ren våd klud inden for rækkevide, når der både spises majs og spareribs. Sikke nogle klistrede fingre vi fik.

Vi fik som sagt en lækker blomkålssalat til.


Jeg lavede salaten af små blomkålsbuketter, tynde skiver radisser, tynde skiver rødløg, tranebær med jordbærsmag og nogle hakkede ovntørrede tomater (dem jeg lavede i går) - opskriften på tomaterne kan I se her. Inden servering vendte jeg salaten med en dressing. Den blev lavet på creme fraiche og et brev dressing pulver fra Knor - pulver blandingen hed "sommer" og havde en dejlig frisk smag af dild.

Ang. de tørrede tranebær med jordbær smag. De smager helt fantastisk. Hvad de gør ved dem, for at give dem smagen af jordbær, det ved jeg ikke - men jeg kan sagtens sidde og guffe sådan en halv pose på ingen tid. De er købt i Brugsen, og de hænger sammen med en masse andre poser med nødder, blandinger til salat osv.

fredag den 24. juni 2011

Ovntørrede tomater


Der er rigtig meget, der smager så meget bedre, hvis man laver det selv. Og ovntørrede tomater er ingen undtagelse. Skulle man købe dem, ville de jo hedde soltørrede tomater, men da vores klima ikke lige er til det, er alternativet at bruge ovnen. 
Jeg syntes de soltørrede tomater man kan købe, ofte er lidt seje i det, og de er meget neutrale i smagen. Jeg foretrækker derfor klart den hjemmelavede, hvor valget af krydderi er ens eget, og hvor man kan give dem lige den konsistens man syntes om. I dag er der også et rimeligt udvalg af tomater hele året, så det er bare at gå i gang. Forberedelsen er overskuelig, og når de først er i ovnen, er det bare om at nyde duften - for det dufter så dejligt.
Jeg bruger en del krydderi, men det er helt op til dig, hvad du vil bruge. Jeg kan bare godt lide, at de smager af noget. Men er du mere til det neutrale, kan du fint nøjes med at krydre med salt og peber.
Jeg har brugt  nogle små økologiske blommetomater, og jeg har ladet kernerne sidde, da jeg godt kan lide den sødme kernerne giver - men du kan sagtens skrabe kernerne ud, så tager det heller ikke så lang tid at tørre dem. Vælger du store tomater, kan det være en fordel at tage kernerne ud, da det ellers vil tage rigtig lang tid.
Når der er krydderi ved, bliver der den skønneste krydderolie, som kan bruges til at stege i, lave marinader af osv. Hvilket jo er rigtig godt her i grill tiden.

Når de står i glasset med olie i køleskabet, vil jeg tro, de kan holde sig en måneds tid. Vores kommer sikkert ikke til at stå så længe. Jeg har en plan om, at jeg skal bruge nogle i nogle boller i næste uge, der skal bruges nogle i salat, og resten skal jeg nok finde et formål med.
Flotte, faste blomme tomater

Der er blevet krydret, og lidt god olivenolie er dryppet over

Efter ca. 4 ½ timer, med en skøn duft fra ovnen, er tomaterne nu klar til at komme på glas

Resultatet - indbydende at se på, og med en skøn krydret smag

Ovntørrede tomater
Ovnen forvarmes til 11o grader


Tomater, modne og faste
Hvidløg
Frisk timian
Herbes de provense krydderi
Salt og friskkværnet peber
Muscovadosukker
Olivenolie af god kvalitet

Tomaterne skylles godt, den nederste del af tomaten (der hvor stilken har siddet) skæres fra, og tomaterne deles på langs.
De halve tomater ligges med skæresiden opad på en bageplade beklædt med bagepapir. 
Der ligges en tynd skive hvidløg på hver tomat, krydres med lidt salt, lidt peber og lidt Herbes de provense krydderi. Der ligges lidt friske timian stilke over tomaterne, og der drysses med en lille smule sukker, så tomaterne bliver karamaliseret under tørringen. Til sidst hældes der lidt olivenolie over tomaterne.

De skal stå i ovnen i ca. 4 - 6 timer, alt efter hvordan din ovn varmer. Mine fik lidt mere en 4 timer, og så var de klar. De er færdige, når de har en læder agtig konsistens, og der ikke længere er en flydende masse i midten. Men hold godt øje med dem, da der er forskel på, hvordan en ovn varmer. De må ikke blive mørke, så skal der skrues ned for varmen.

Når tomaterne er kølet af, kommer du dem i et glas med låg, og der hældes en olivenolie af god kvalitet over. Opbevares i køleskabet.