lørdag den 6. august 2011

"Petite Lasagnas" (små lasagner med filodej)


I dag stod aftensmaden på små lasagner med filodej, bagt i muffinsforme. En ret jeg har ladet mig inspirere af, gennem endnu en engelssproget madblog, nemlig Can you stay for dinner
Smagen i de små lasagner er rigtig god. Der er ikke noget særligt over sovsen, men hakket oksekød smager jo altid godt, når der kommer krydderurter, hvidløg og tomat i - og sammen med den lækre ricottaost, smagte det virkeligt godt.
Konsistensen er bestemt ikke som en alm. lasagne. Den tynde filodej giver ikke meget modstand til kødsovs og de to slags ost, og skal jeg lave det en anden gang, vil jeg bruge to eller tre stykker filodej, hvor der her kun bruges et. Igen.. det smagte rigtig godt, men det mindede noget mere om en alm. omgang kødsovs end lasagne.
De få ændringer jeg har lavet i forhold til den originale opskrift er, at jeg brugte hakket oksekød frem for hakket kalkun, jeg brugte lidt mere hvidløg og i stedet for tørrede krydderurter brugte jeg friske.
Selv om du evt., som jeg, bruger silikone forme, er det vigtigt, at de smøres med olie. Den fine filodej sætter sig ellers fast, og den lille lasagne vil gå i stykker, når den tages ud af formen. Mine var meget skrøbelige, men det lykkedes mig at få dem nogenlunde hele ud af formen, ved først at løsne siderne forsigtigt med en kødnål, og derefter bruge en ske til at løfte dem over på et fad.

Hver fordybning i muffinsformen smøres med olie, herefter beklædes de med et lille stykke filodej

Halvdelen af ricotta blandingen fordeles

Herefter halvdelen af kødsovsen

Når der er drysset med revet ost, klemmes der forsigtigt endnu et stykke filodej ned i hver fordybning, og der laves endnu et lag af ost og kød

Færdige og klar til at komme i ovnen

Sprøde og lækre

"Petite Lasagnas" (små lasagner med filodej)

24 små stykker filodej - skåret i ca. 10 x 10 cm
Olie, til at smøre formene med

400 g hakket oksekød (eller hakket kalkun / kylling)
Olie, til at stege i
100 - 150 g champignon, hakket
Salt og friskkværnet peber
1 stort løg, finthakket
3 fed hvidløg, finthakket
½ - 1 brik moste tomater
Frisk oregano efter smag, hakket


1 bæger ricottaost (250 g)
Frisk oregano efter smag, hakket
Frisk basilikum efter smag, hakket
Salt og friskkværnet peber


Revet mozzarella


Olien varmes op i en tykbundet gryde, og de hakkede løg svitses heri, til de er gyldne og begynder at blive bløde. Herefter tilsættes det hakkede oksekød som brunes og krydres med salt og friskkværnet peber.
Tilsæt hvidløg og hakkede champignon, og lade det svitse med, til champignon er faldet lidt sammen. Kryder godt med salt og friskkværnet peber. Er der meget væde i gryde, hældes det forsigtigt fra.
Tilsæt de mosede tomater, og lad det hele simre i ca. 10 min.


Ricottaosten blandes med oregano og basilikum og smages til med salt og friskkværnet peber.


I hver fordybning i muffinsformen smøres der olie i bunden og op af siderne.
Et stykke filodej presses forsigtigt ned i hver fordybning - sørg for at få det helt ud til kanten.
Halvdelen af ricotta blandingen fordeles, herefter halvdelen af kødsovsen. Drys med revet mozzarella.
Pres forsigtigt endnu et stykke filodej ned i hver fordybning - vær forsigtig, da det nemt går i stykker. 
Fordel nu resten af fyldet, og slut af med revet mozzarella.


Bages i midten af en forvarmet ovn ved 200 grader, indtil osten er smeltet og gylden - ca. 10 min.


Lad de små lasagner køle lidt af, inden de flyttes over på et fad.

Ingen kommentarer: