torsdag den 26. maj 2011

Pizza med skinke og cocktailpøler

I går stod den på hjemmelavet pizza. Siden Søren fik sin pizzasten, er det en fryd at få hjemmelavet pizza. De bliver så sprøde og lækre.
Størrelsen på den bageplade der medfølger, når man køber stenen, passer perfekt i størrelsen til os to. 
Jeg var lidt doven igår, så jeg købte en færdig tomatsovs fra Dolmio og brugte den i stedet for en hjemmelavet. Den hjemmelavede er ellers nem at lave - men da jeg kom lidt sent hjem efter at have været i Hobro og flage for en veninde, der blev viet på rådhuset, var overskudet og tiden ikke til en hel masse. Og de færdigkøbte smager ganske udemærket.
Dertil kommer så en tilståelse mere... pizzabunden er også købt færdig. Det tager forholdsvis lang tid at lave en god pizzadej, da den skal hæve rimelig lang tid. Og vi skulle jo gerne spise i ordentlig tid. Men igen - de færdigkøbte er ganske udemærket. Det var sådan en rulle fra køledisken, der bare lige var til at åbne og folde ud.

For at give pizzaen en god smag valgte jeg at lave en krydderolie, som blev brugt både til bunden og oven på fyldet - og det må siges at være et hit. Den fik en dejlig krydret smag (og selvfølgelig smagen af hvidløg), og det er bestemt noget der skal bruges til pizza en anden gang.



Pizza med skinke og cocktailpølser
En passende portion pizzadej - eller "snyd" og køb den færdig.
Tomatsovs
Olivenolie
2 fed hvidløg, presset
Pizzakrydderi fra Santa Maria (oregano, basilikum og merian)
Tørret chiliflager

Revet ost
1 pakke skinkestrimler
1 pakke cocktailpølser - delt på langs, så de ikke er så tykke
2 store champignon i tynde skiver
½ rødløg i tynde skiver

Ovenen opvarmes til 225 grader

Olivenolie, rigeligt pizzakrydderi, chili efter smag og presset hvidløg blandes. Det skal blive en rimelig tyk masse, da det hele ikke skal sejle i olie.
Pizzabunden smøres med et tyndt lag krydderolie og prikkes med en gaffel, så der ikke opstår luft inde i dejen. Herefter bages bunden i ca. 7 min. til den er gylden og let sprød.

Den forbagte pizzabund smøres med et tyndt lag tomatsovs. Der drysses ost på, og herefter fordeles resten af fyldet. Der toppes med ekstra ost.
Resten af krydderolien fordeles jævn over fyldet, og pizzaen bages færdig i 5 - 7 min. til osten er helt smeltet.

Ingen kommentarer: