mandag den 30. maj 2011
Spaghetti, flæsk og pølser
Første gang Søren spurgte mig, om ikke jeg kunne lave spaghetti, flæsk og pølser, der har jeg nok set lidt undrende ud. Lige umiddelbart var min tanke nok, at det er sådan noget man får, hvis ikke man gider lave andet - sådan en tømmermændsdag måske. Men jeg må give ham ret, det smager faktisk ikke så dårligt enda :) Og han spørger med jævne mellemrum, om ikke snart vi skal have det igen.
For Søren er det ren nostalgi og minder fra barndommen. Det er noget hans far engang har fået, da han var på besøg hos en kammerat, hvor moderen lavede det til dem. Herefter blev det en ret, som Søren og hans far fik med jævne mellemrum. Og for Søren er det nærmest blevet en af livretterne. Det vil jeg ikke sige det er blevet for mig, men det smager godt, og det er skønt at kunne lave noget så simpelt på en søndag, hvor man er brugt efter aftenvagt fredag og 16 timers vagt lørdag, og så se at det skaber glæde hos Søren.
Det er ganske enkelt en pakke (500 g) flæsk i skiver og en pakke pøler (8 stk.). Skåret ud i tern og ristet ved rimelig høj varme, så det bliver godt sprødt. Jeg starter med at stege flæsket (på en teflonpande uden fedtstof), som jeg krydre godt med salt og peber - og når det så begynder at brune, ryger pølserne også i, og det hele steges til det er rigtig sprødt. Dertil en god spaghetti og det største must BEAUVAIS KETCHUP. Jeg tror det vil være noget nær en dødssynd, hvis jeg lavede det her til Søren, og så havde glemt at købe ketchup :) Og der er kun en slags der duer.
Jeg bruger altid nogle ordentlige røde pølser. Pølser er blevet vildt dyre, i forhold til hvad de er lavet af. Men hvis man skal spise særligt røde pølser, så skal det efter min mening være enten Steff Houlberg, Langelænder eller Gøl. De billige syntes jeg altså ikke smager godt. Jeg syntes ikke jeg vil bruge ordet kvalitet i samme sammenhæng som røde pølser, men det er stor forskel på smagen af de billige og de dyre.
Alt i alt nemt og smager godt... Og så har jeg en glad kæreste, hver gang det blir serveret.
Etiketter:
Svinekød
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar