Jeg havde ellers besluttet mig for, at vi skulle have forloren hare i dag. Det skulle vi have haft i sidste uge, men der røg en dag ud af madplanen, da vi købte mad fra kineseren en af dagene. Onsdag kørte vi nemlig til Mariager sammen med vuffer, hvor vi gik en lang tur i skoven, bag den døgninstitution jeg arbejder på. Der er et rigtigt skønt naturområde, og skoven syntes uendelig lang, når man begiver sig ind i den. Det er en skov, der ikke bliver "plejet" en hel masse. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at selv om man går på stierne, så må man flere gange bukke sig, fordi der ligger træer, der er væltet med rod, og ikke er blevet fjernet. Skoven er rigtig tæt, og der er en stilhed man sjældent oplever.
Tiden løb lidt af med os, og da vi nærmede os Hadsund igen var klokken næsten 20. Derfor var Søren så sød at give mad fra kineseren.
I dag blev mine planer om aftensmaden så ændret, da jeg kom til at holde ved siden af den mobile fiskehandler. Jeg købte nogle friske rødspættefileter, nogle "nye" kartofler og et bundt persille - og så var aftensmaden bestemt - uden at fortælle Søren det først, for så skulle han nok have fundet en måde at overbevise mig om, at menuen ikke skulle bestå af fisk :)
Stegte rødspættefileter og persillesovs
Rødspættefileter
Hvedemel
Sammenpisket æg
Fint rasp
Salt og peber
40 g smør
2 spsk. hvedemel
2 dl kartoffelvand
2 dl mælk
1 stort bundt kruspersille, hakket
Salt og peber
Rødspættefileterne dobbelt paneres - det vil sige, at de først vendes i mel, herefter i sammenpisket æg og til sidst i rasp krydret godt med salt og peber.
Steges på en pande ved middelhøj varme i ca 7 min. på hver side alt efter størrelse.
I en tykbundet gryde smeltes smørret. Når smørret har bruset af tilsættes melet under kraftig omrøring med et piskeris. Mens man fortsat pisker tilsættes kogevandet fra kartoflerne. Lad sovsen komme op at koge, og tilsæt herefter mælk lidt efter lidt, mens der fortsat piskes. Vurder selv, om der skal bruges mere eller mindre mælk. Bare sørg for sovsen kommer op at koge, så du kan se, hvor tyk den bliver.
Tilsæt persille og smag til med salt og peber.
Velbekomme... Dejlig traditionel dansk sommermad.
1 kommentar:
Ser dette mad, du forberedt gør mig så trang til dette stegt flæsk med persillesovs. Jeg har ikke smagt det i næsten 3 måneder. Måske er det tid til at forberede en til mig. Tak så meget for at give os de opskrifter og procedurer. Det er virkelig en stor hjælp.
Send en kommentar