onsdag den 27. april 2011

Pulled pork


Her i påsken blev der tid til endnu en af favoritterne på grillen, nemlig pulled pork. Det smager virkelig lækkert, og selv om det tager LANG tid at lave, så er det altså tiden værd, når man sætter tænderne i en hjemmelavet burgerbolle, der er fyldt op med kød, der er så mørt, at det uden problemer kan trækkes fra hinanden med to gafler - dertil kommer en lækker BBQ sauce og coleslaw. Uhmmmm... Og husk det IKKE er en ret du skal spise, hvis du er fedtforskrækket - for hvis det skal blive rigtig godt, skal der masser i af alle tingene.

Det er vigtigt at være lidt forberedt, da kødet først skal i saltlage, derefter i ovnen i 10 timer og til sidst på grillen. Så dette her måltid skal forberedes noget. Og jeg syntes bestemt det er synd og skam, at putte kødet i en købt bolle, så jeg laver det hele selv. Så bliver det uden tvivl endnu mere lækkert.

Det kræver (ud over god tid og forberedelse) en kuglegrill, nogle gode grill briketter og noget træ til at give den røgede smag til kødet. Træet vi bruger er noget Hickory træflis (alm. valnød) fra Weber. Der kan sikkert købes fra andre end lige Weber, men den lille pose vi købte i XL Byg sidste år rækker rigtig langt - og Weber har flere forskellige sorter at vælge imellem.

Vi har kun lavet én steg, men det skulle være muligt at lave flere af gangen i ovnen, hvorefter de kan fryses ned, og de ligger så og putter sig i fryseren, så det er lidt nemmere at gå til, næste gang man har lyst til noget ekstra lækkert på grillen.

Burgerboller, BBQ sauce og coleslaw er hjemmelavet - der kommer opskrift på det senere, da indlæget her ellers bliver alt for langt.

Stegen ligger og hygger sig i saltlagen.
Den dækkes af bagepapir, så der kun lige kan slippe lidt damp ud i enderne.
Efter 10 timer i ovnen og en overnatning i køleskabet.
Endelig færdig på grillen - lækkert og meget velduftende.
Den er nu så mør, at kødet uden problemer kan trækkes fra hinanden med to gafler.
Masser af lækkert kød.

Uden sammenligning.. det smager virkelig lækkert!!!

Pulled pork


1 stk. nakkefilet

Saltlage bestående af:

2 l. vand
2 dl salt
1 dl sukker
4 laurbærblade
1 lille spsk. hele peberkorn
1 lille spsk. stødt allehånde
1 løg delt i kvarte
2 gulerødder i grove stykker
1 stilk bladselleri i grove stykker
1 buket frisk timian - eller lidt tørret timian i et tefilter, der lukkes godt til.


Alle ingredienserne til saltlagen bringes i kog.
Herefter køles lagen helt ned, og kødet ligges i lagen. Husk den skal være helt kold, så kødet ikke står og bliver kogt i lagen. Placer en tallerken eller lignende ovenpå kødet, så det dækkes helt af lagen. Kødet stilles i køleskabet og marinerer i saltlagen i min. 12 timer.

Kom stegen i et overdækket fad, en gryde, eller læg den i et fad og dæk den med bagepapir - sørg for der kan slippe lidt damp ud. Bare sørg for at fadet har nogenlunde samme størrelse som stegen. Det forhindrer at den tørrer ud.
Steg den i 10 timer ved 90-100 grader. Når den er ved at være så mør at du kan presse en finger (eller enden af en grydeske) ind i kødet er den færdig.

Hertil kan stegen forberedes. Gemmes i køleskabet fx til næste dag - eller fryses ned og tages op, når du skal bruge den.

Når du skal servere den, så giver du den ca. 3 timer i din kuglegrill med kun én kulholder i brug. I grillen skal stegen ligge i den modsatte side af kulholderen, så den ikke får direkte varme.
Der kan med fordel benyttes rygetræ i grillen - det ligges over de varme kul, og låget ligges herefter på, så kødet får en masse røg i starten.

Nu er det så med at have tålmodighed, og nyde den dejlige duft de næste tre timer. Undgå at løfte låget, da der så lukkes varme ud.

Stegen er færdig, når den er så mør, at den uden besvær kan trækkes fra hinanden med to gafler.

Serveres i hjemmebagte burgerboller med BBQ sauce og coleslaw.



Ingen kommentarer: