onsdag den 13. april 2011

Spinatpandekager med oksekødsfyld

I dag var aftensmaden inspireret af http://piskeriset.blogspot.com/. Her fandt jeg en opskrift på pandekager med fuldkornshvedemel og spinat. Da jeg havde siddet og "savlet" lidt over det lækre billede, gik jeg på opdagelse i køleskab, fryser og krydderiskuffen - og der var alle de ingredienser der skulle bruges. Så beslutningen om, hvad aftensmaden skulle være i dag, var ikke så svær.
Pandekagerne er mættende, saftige og meget velsmagende - og fyldet kan jo varrieres efter ønske. Dog vil jeg mene, det er vigtigt at få godt med krydderier i fyldet, da pandekagerne jo i sig selv, ikke har en gennemtrængende smag.
Maden blev også mødt med roser fra Søren - han fik vist enda listet ind, at de var lækre, og de gerne må komme på menuen en anden gang.
Som fyld brugte jeg hakket oksekød, røde kidneybønner, flådede hakkede tomater med krydderier - fra dåse, en rød chili, hvidløg, rødløg og krydderurter. Under fyldet kom der lidt revet cheddarost - fordi vi havde en rest fra igår - og som tilbehør fik vi en salat af hvad grøntsagsskuffen indeholdt.
I den originale opskrift serveres pandekagen med creme fraiche. Dette undlod jeg, og jeg manglede det slet ikke.

Spring endelig ud i denne opskrift. Den er lækker, mættende og (hvis man lige ser bort fra osten) sund.

De næste tre dage skal jeg arbejde, mens familien danmark sidder og spiser aftensmad. Så for vores vedkommende står den på div. rester, rugbrød eller salat. Men det giver jo en god anledning til at få spist resterne, i stedet for de ryger ud :)



Den bagte pandekage drysset med revet cheddar.





Oksekødsfyldet kommes oven på osten.





Pandekagen foldes på midten og serveres med en form for salat.



Spinatpandekager med oksekødsfyld - ca. 7 stk.
450 g frossen spinat
100 g fuldkornshvedemel
300 g speltmel
6 dl. skummetmælk
2 spsk. olivenolie
1 tsk. salt
4 æg
½ tsk. stødt koriander

Spinaten optøes og drænes for vand (tag de små spinatkugler og klem vandet godt ud af dem med fingrene). De øvrige ingredienser røres til en glat pandekagedej, hvorefter spinaten vendes i. Jeg valgte at lade dejen hvile i køleskabet i en halv time, inden jeg bagte pandekagerne. Når du bager pandekagerne, er det nødvendigt at fordele spinaten ligeligt på panden med opøseren.
Hæld en lille sjat olie på panden inden hver pandekage, så du er sikker på, den ikke sætter sig fast på panden.

Ingen kommentarer: